Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.