Sådan svarede du. Der var noget som åbnede sig. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Sætningerne er et hav. Sådan noget.

Under den blå, blå himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ring til mig uden grund. Det gør ikke noget. Kan jeg skrive sådan? Ord.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg læste dine linjer Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Sætningerne er et hav. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Bag træerne. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg elsker at se dig. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Du må forsvinde. Jeg var i din krop, og du? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I bussen skrev jeg en sms til dig. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Intimiteten i skriften Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. For hvert lag af betydning i stenene. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan svarede du. Sad jeg alene? Har vi de samme øjne? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Afsavn. Dine sætninger.