Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Dine diamanter lyser i min mund. Dagene. Ugerne.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Senere i dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt? Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et brev. Vidste du det? På et stort stykke hvidt papir.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg har skrevet et kort til dig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når du siger mit navn, svarer min krop. Noter. Beskrivelser. Stod imod, men skrev: intet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Du lod himlen hvile. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ikke søge ly.