Og vi vågnede. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Dette langsomme blik imod stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du siger noget. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg skriver dagen igang, stille. Afsavn. Udsagn. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. De vigtigste. Du siger noget om solen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Ikke søge ly. Jeg var i din krop, og du? Træerne. Nu er der en uro i kroppen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sad jeg alene?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Gennem hullet i hegnet.Gennem hullet i hegnet. Gennem hullet i hegnet. Gennem hullet i hegnet. Gennem hullet i hegnet. Her er dagen allerede langt foran mig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Brev i april. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. At forvandle dette rum til et andet. Det var før du kunne forsvinde.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg fandt en linje et sted under min reol. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det gør ikke noget. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.