Der var noget som åbnede sig.

I læberne og i huden. Kan jeg skrive sådan? Og vi vågnede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Derinde bag bjergene. Jeg er på den anden side. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Her er dagen allerede langt foran mig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Rifterne. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg har skrevet et kort. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Sådan svarede du. Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Stjernekontinent. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Over murbrokkerne. Vores land. Giver det mening?

Har vi de samme øjne? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nordlysets sitren i din stemme. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Dette langsomme blik imod stenene.

Sætningerne er et hav. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Tågen i skovene i udsigten. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Muren omkring ordene. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt?

Du må ikke forsvinde. Du kan være i dette landskab. Jeg var nøgen i de dage. Jeg forsvinder ikke. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.