Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Vores land. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Giver det mening? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ikke søge ly. Du siger noget om solen. Var det skovene du kom fra? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Som nu i morges: Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Alting ligger bag alting. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Var det skovene du kom fra? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du?

Der var noget som åbnede sig. Men noget blev i de tomme haller.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dine diamanter lyser i min mund.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Af alt det lysende, reflekterende, matte.Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Det er bare. Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intet, jeg modtog intet.

Jeg forsvinder ikke. Du, du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Luften og jordens sange. Solstorm. Der var noget som åbnede sig. Provinsen og gågadens sange.

Jeg forsvinder ikke. Var det markerne du kom fra? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Var jeg stille? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var jeg stille? Sætningerne er et hav. Solstorm.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Luften og jordens sange.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.