Jeg skriver natten i gang, stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Var det skovene du kom fra? Du må ikke forsvinde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du siger noget om solen.

Udsigten var håbløs. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Glashænder. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Det er wack! På et stort stykke hvidt papir. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Rifterne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du må ikke forsvinde. Det handler om overfladen.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg var nøgen i de dage. At forvandle dette rum til et andet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg være i dette landskab?

Rifterne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge?