Nordlysets sitren i din stemme. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.