Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg skriver dagen igang, stille. Kalken. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg skrev mig vild i de dage.

At tale var blevet uoverskueligt. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Dette langsomme blik imod stenene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Verden og dens lytten til sig selv. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvad vil disse knuste sætninger?

Min krop vipper. Mail i november. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Sms i den lysende sommer. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Det er bare. Dagene. Ugerne. Vennerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Kan skriften være genert?

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg læste glitrende blade. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan svarede du. At tale var blevet uoverskueligt.