For hvert lag af betydning i stenene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sandet. Kan jeg skrive sådan? Jeg har skrevet et kort til dig. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Bagefter sad jeg i timer og læste. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev intet ned i den periode. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Sådan svarede du. Stjernekontinent. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Ordene, små toppe af skum. Hvem var det, der skrev: Øjne af regn fra det travle.

Der var en morgen, et stykke af himlen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg så små rystelser. Bordet vipper. Vores. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg bladrer i en tilfældig bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Var jeg stille? Som nu i morges: Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Tågen i skovene i udsigten. Du siger noget om solen. I læberne og i huden. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Har vi de samme øjne? Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sad jeg alene?Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.