Jeg læste dine linjer Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Intimiteten i skriften

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg skrev mig vild i de dage. Det var ikke skovene jeg kom fra. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ord.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bare mørket. Afsavn. Udsagn.

Bare mørket. Blå. Sådan svarede du.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Sandet. Muren omkring ordene. Ring til mig uden grund. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Glashænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Oppe på bakken. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Dine diamanter lyser i min mund.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Blå. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Bag træerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvem var det, der skrev: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.