Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Om andre byer, andre verdener. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Blæste det virkeligt? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. For hvert lag af betydning i stenene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Altid er det dette langsomme blik. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi vågnede. Træerne. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. For hvert lag af betydning i stenene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud?

Og en anden dag: Var det skovene du kom fra? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. På en rude. Bag træerne. Var det markerne du kom fra? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som nu i morges: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Når jeg ser dig. På et stort stykke hvidt papir. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Over murbrokkerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.