Som at læse glemte aviser. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg skrev intet ned i den periode. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hvad skulle glemmes?

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Er du på den anden side af havet?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvem var det, der skrev: Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Er du på den anden side af havet? Det var ikke skovene jeg kom fra. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sætningerne er et hav.

Du må ikke forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg har plads i min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.