En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Du havde tabt en linje i min drøm. Muren omkring ordene.

Svarede du? Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Hvad med den himmel? Vi, vi. At forvandle dette rum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Kalken. Tågen i skovene i udsigten. Jeg har skrevet et kort til dig.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tågen i skovene i udsigten. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Solens sind. Har vi de samme øjne?

Nordlysets sitren i din stemme. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg læste dine linjer

Og vi vågnede. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Afsavn. Udsagn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Solstorm.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Stjernekontinent. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”