I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Farvede lidt sort i din ørken. Stod imod, men skrev: intet. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Bøgerne varslede en kommende tid. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bøgerne tegnede deres egen retning. Stod imod, men skrev: intet. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg skrev mig vild i de dage.

Der var noget som åbnede sig.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg kunne mærke dit hjerte. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. De. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ilden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Blæste det virkeligt? Farvede ordene milde. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skrev mig vild i de dage.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

De. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Hvad tæller du?

Farvede lidt sort i din ørken. I natten, en fjern stemme, søvn. En nat faldt giraffer ud af drømme.