Uforståelige sætninger at klæde sig i. Kan jeg være? Ord.

Glashænder. Solens sind. Jeg forsvinder ikke. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. I læberne og i huden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Oplæsning for intetheden.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Glashænder. Jeg var nøgen i de dage.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordene, små toppe af skum. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bag træerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan noget.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg har skrevet et kort til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Den sindssyge himmel. Det her er ingen leg.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du siger noget om månen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sætningerne er et hav. Det her er ingen leg. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi har de samme øjne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Var det markerne du kom fra? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Har vi de samme øjne? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.