Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Blæste det virkeligt? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Stjernekontinent. Sådan svarede du. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vores land. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Og en anden dag: I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skrev mig vild i de dage. Brev i april. Farvede ordene milde.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Om andre byer, andre verdener.

Jeg var i din krop, og du? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Intimiteten i skriften. Du må ikke forsvinde. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Blæste det virkeligt? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Er du på den anden side af havet? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg forsvinder ikke.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Solstorm. Alting ligger bag alting. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Nu er der en uro i kroppen. Som nu i morges: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lysene lyste. Under den blå, blå himmel.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Farvede ordene milde. Ordene, små toppe af skum. Du siger noget om solen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tegnede din hud på alting. Der var intet som skulle glemmes. Der hang figner henover udsigten.

Lyset i ørknen i udsigten.