Stod imod, men skrev: intet. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Min ene pen er rød og den anden sort.

Farvede ordene milde. Jeg skriver dagen igang, stille.

Og vi vågnede. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Blå. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det handler om overfladen.

På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ikke søge ly.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Har vi de samme øjne? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Derinde bag skoven.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Træerne. Sådan noget. Der var noget som åbnede sig. Brev i april. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Var der virkelig ild et sted? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.