I hver dag gled rester af betydning med mig videre Afsavn. Udsagn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Stod imod, men skrev: intet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg har skrevet et kort til dig.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Var jeg stille? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Ring til mig uden grund. Var du nattens fortvivlede stilhed? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Stolen jeg sad på knirkede i solen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Af alt det kroppen også er. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

På en rude. Under den grå, grå himmel. På en rude. Lysene lyste. Dagene. Ugerne.

Altid er det dette langsomme blik. Udsigten var håbløs. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Ikke var muligt at komme derind. Oppe på bakken. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. På en skærm. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Afsavn. Udsagn.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Dine diamanter lyser i min mund.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?