Hav d 9.06.16 16:21:20 til 16:22:15

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Afsavn. Udsagn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Stod imod, men skrev: intet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg har skrevet et kort til dig.

Landskab d 9.06.16 16:20:10 til 16:21:01

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Samtale d 9.06.16 14:43:14 til 14:46:12

Ring til mig uden grund. Var du nattens fortvivlede stilhed? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Hav d 9.06.16 14:36:26 til 14:36:55

Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Landskab d 9.06.16 14:33:59 til 14:35:20

Af alt det kroppen også er. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

På en rude. Under den grå, grå himmel. På en rude. Lysene lyste. Dagene. Ugerne.

Altid er det dette langsomme blik. Udsigten var håbløs. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Landskab d 9.06.16 14:32:06 til 14:33:02

Ikke var muligt at komme derind. Oppe på bakken. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. På en skærm. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.