Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Har vi de samme øjne? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
Sådan er det.
Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Har vi de samme øjne? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
Sådan er det.
Træerne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Du siger noget om solen. Rød.
Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset afventer afgang.
Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.
Det her er ingen leg. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.
Ikke floderne i ørerne. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Et brev. Sådan er det. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.
Ikke søge ly i den flod. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.
Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Stod imod, men skrev: intet. Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Kan jeg skrive sådan?
Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvad skulle glemmes? Jeg sejlede mellem dine læber.
På en rude. De.
Jeg ikke det der. Den tredje er ude. Du må ikke.
Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skrev mig vild i de dage.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.