Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der hang figner henover udsigten.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Solstorm.Solstorm. Solstorm. Solstorm. Solstorm. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ord. Ord.Ord. Ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skrev intet ned i den periode. Bordet vipper. Om andre byer, andre verdener.

Luften og jordens sange. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Udsigten var håbløs.

Og vi vågnede. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Afsavn. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et brev.

Giver det mening? Ord. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvad skulle glemmes? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som nu i morges: I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I bussen skrev jeg en sms til dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætningerne er et hav.

Glashænder. Uforståelige sætninger at klæde sig i Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Stod imod, men skrev: intet.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.