Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sad jeg alene? Ikke glemme floderne i ørerne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og vi vågnede. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvad tæller du til? Du trak mig med til de yderste bjerge. For hvert lag af betydning i stenene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I læberne og i huden.

Jeg forsvinder. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. På et stort stykke hvidt papir.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg forsvinder. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Hvad tæller du til? Ikke var muligt at komme derind. Afsavn. For hvert lag af betydning i stenene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Kan jeg være i dette landskab? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Skyen skjulte noget for fuglene. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Altid er det dette langsomme blik.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Grå. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sådan noget. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.