Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg skrev intet ned i den periode. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Bag træerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sådan er det. Og en anden dag: Rifterne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg tror, du havde glemt den der.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Intimiteten, skriften.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Altid er det dette langsomme blik.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg tror, du havde glemt den der. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Der var noget som åbnede sig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. At forvandle dette rum til et andet. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Gennem hullet i hegnet. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Sad jeg? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.