Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Hvad skulle glemmes?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Har vi de samme øjne? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Har vi de samme øjne? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. En flamme slog op af min hals. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Nordlysets sitren i din stemme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Når du siger mit navn, svarer min krop. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Ilden.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Og vi vågnede. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi har hverken gardiner eller travlt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Dagene. Ugerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.