Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ring til mig uden grund. Alting ligger bag alting. Sætningerne er et hav.

Du må ikke forsvinde. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Gennem hullet i hegnet. Alting ligger bag alting.

Og en anden dag: Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.