Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.