Stolen jeg sad på knirkede i solen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sådan noget.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Ikke var muligt at komme derind. Her er dagen allerede langt foran mig.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Oppe på bakken. Jeg skriver dagen igang, stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Stjernekontinent. Kan jeg skrive sådan?

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Afsavn. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; At forvandle dette rum til et andet.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.