Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og vi vågnede. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Solens sind.Solens sind. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Dine diamanter lyser i min mund. Blå. Du må ikke forsvinde. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningerne er et hav. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Var jeg stille? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Savn. Her er dagen allerede langt foran mig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Farvede ordene milde. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hvad skulle glemmes?

Noter. Beskrivelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Det handler om overfladen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Muren omkring ordene.Muren omkring ordene. Muren omkring ordene. Muren omkring ordene. Muren omkring ordene.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sådan svarede du. Jeg skriver dagen igang, stille. Intimiteten i skriften.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg er på den anden side af havet.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.