Jeg skrev mig vild i de dage. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et genert rum, et intimt rum. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

I læberne og i huden. Sådan svarede du. Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Luften og jordens sange. Er du på den anden side af havet? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Og ord. Skriv mig ind i dine læber. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Det handler om overfladen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.