Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Der var noget som. Udsigten var håbløs.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Jeg er på den anden side af havet.

Sammen lå vi og kortlagde: Og ord. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Sad jeg alene? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Udsagn. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Oppe på bakken. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg har plads i min hud.

Jeg var nøgen i de dage. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Kan jeg skrive sådan? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Min krop vipper. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det er bare. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At tale var blevet uoverskueligt. Verden og dens lytten til sig selv. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Brev i april.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Noter. Beskrivelser. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sandet. Jeg læste dine linjer Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvem var det, der skrev: Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.