Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Kan jeg skrive sådan? Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Hvor længe havde du drevet i vinden?

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Under den blå, blå himmel.

Om andre lande, andre folk. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Du foldede dig ind i mine ord.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Lyset i ørknen i udsigten. Bøgerne varslede en kommende tid. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bøgerne var de eneste. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Mail i november.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Træerne. Du kan være. Var det markerne? Bussen skrev til dig. Vidste du? Alene?

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan noget. På et stort stykke hvidt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er et landskab. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Så var der en, der lyttede til skovene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. For hvert lag af betydning i stenene. Farvede ordene milde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ordene, små toppe af skum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tæn

Da jeg lyttede blev jeg bange.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ikke den flod. Men mit sprog er et landskab. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Hvad vil disse knuste sætninger?

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Snestorm.

Her er natten allerede langt bag mig.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Provinsen og gågadens sange. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. At lytte gav ikke længere mening.

Dagene. Ugerne.

Tingene tøver.

Vi er en samtale bag øjnene. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Du må ikke. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Regnvejrsmeteor. Svarede du?

Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Svarede du? Jeg hviskede ind i din drøm. Ikke floderne i ørerne. Der var noget som.

Hvis jeg ville have dit blik.

Vi bliver verden. I læberne i huden. Søge ly i den flod. Farvede et sår i dit første ord. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Kullet.