Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Oppe på bakken.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Jeg går bare og venter på den milde måne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Dette tilfælde: Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvor vil det ødelagte sprog hen?