Jeg skrev intet ned i den periode. En regning. Farvede et sår i dit første ord. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Dansende, legende, lyttende. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Du ville sige noget, du tav. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ordene, små toppe af skum. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Hvem var det, der skrev:

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. At lytte gav ikke længere mening.

Hvem var det, der skrev: Så var der en, der lyttede til skovene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Blæste det virkeligt? Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Vi, bag øjnene.

Sætninger.

Vidste du? Rifterne, rifterne, rifterne. Hvad skal vi med den voldsomme? Sådan så mine drømme ud. Dette tilfælde: Jeg har plads i min hud. Øjne af regn fra det travle. Når du rør mig er vi hinanden. Jeg var i morges.

Du siger noget.

Min skrift er farvet af sig selv. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Du foldede dig ind i mine ord. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Som nu. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg ved vi forsvandt. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Under murbrokkerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Kalken. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Sætningerne er sarte kredsløb. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Skyggerne skyggede.

Hvad skal vi med den voldsomme?

Jeg ved vi forsvandt. Som i morges. Mørket kaldte vi mørket. Når jeg ser dig. Regnen, vinden imellem dine læber. Er det? Det ,der hænger. Et sted, forsigtigt. Vidste du? Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Vi i det glitrende. Den tredje er ude. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg i dit hjerte. Jeg prøver dette tilfælde.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Oplæsning for intetheden. Ordene, syrlige rifter af blod.

For hvert lag af betydning i klipperne.

Brev i april. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Intimiteten i skriften.

Jeg læste glitrende blade.

De fine hår, længere. Markerne, du? Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Ved en sten: Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Senere i dine øjne. Et rum, et rum. At se dig. Jeg sejlede mellem dine læber. Havde du en sten? Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: