De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Har vi forskellige øjne? Dette langsomme blik imod stenene. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Og ord, og ord, og.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Har vi forskellige øjne? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Vi bliver verden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.