Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Stod imod, men gjorde intet. Ordene, syrlige rifter af blod. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Min skrift er farvet af sig selv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Sammen lå vi og kortlagde: Mørket kaldte vi mørket. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Du siger noget om månen.

Indimellem sagde du nogle ord. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Om andre lande, andre folk. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Landet smuldrer, smuldrer. Afsavn. Udsagn. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.