En nat faldt giraffer ud af drømme. Du havde tabt en linje i min drøm.

Du siger noget om solen.

I et efterår ville jeg være flov. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg, ikke dig.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Du mod de kommende kyster. Stille? Det dybeste af alt er huden. Når dine øjne. Det generte i skriften. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Om andre byer, andre verdener. På en skærm.

Udsigten var håbløs. Var det markerne? Her er natten allerede langt bag mig.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det tøj er min krop på min krop. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg havde dig. Uforståelige sætninger.

Et sted er der en. Det var skovene. Jeg og dit hjerte. Rifterne, rifterne. Du, dine øjne.

At klæde sig. I natten, i søvn. I læberne i huden. Hvad tæller du? Det var før du. Jeg havde glemt den.

Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Jeg ryster en tilfældig bog. At tale var blevet uoverskueligt. Var disse linjer virkeligt virkelige? Du ville sige noget, du tav. Kan skriften være genert? Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Glasdråbehænder. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg ryster en tilfældig bog. Regnvejrsmeteor.

Så var der en, der lyttede til skovene. De bløde bakker udenfor byen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Udsigten var håbfuld. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Lyset afventer afgang.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Det er aldrig det hurtige blik.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

På en. I natten, i søvn. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I bussen skrev jeg en sms til dig. Notesbog. Beskydning. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg skriver natten i gang, stille. Farverne. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Et genert, et intimt rum. Vi bliver verden. Og vi. Et udadvendt rum, et favnende rum. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Sætninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det var skovene.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Dine diamanter lyser i min mund. Notesbog. Beskydning. Kan jeg være? Kan skriften være genert? Var sætningerne et skred af betydning? Kullet. Ensomheden i linjernes fald. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Var det markerne? Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Der var intet. Jeg i dit hjerte. I hver med mig videre. På en. Hvis jeg ville have dit blik. Alting bag alting. Jeg har dig. Er du havet? Et stort papir. Du kom fra? Rifterne, rifterne, rifterne. Søge ly.

Vigtigste. Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg tegnede din hud på alting. Alting bag alting. Du siger noget. Sammen lå vi og kortlagde: