Så var der en, der lyttede til skovene. De bløde bakker udenfor byen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.