Intet ligger bag intet. Det her er en leg. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Og vi vågnede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg i den ørken. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Farvede ordene milde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stod imod, men gjorde intet. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i b

Jeg på overfladen. Jeg sejlede mellem dine læber. Da jeg lyttede blev jeg bange. Mening?

I. På en. Er det? Uforståelige sætninger.

Vi, de uddøde arter. Du lod himlen hvile. Jeg havde dig. Jeg tænker smukke øjne. Vi bliver verden. Vi, de mindste detaljer. Dine diamanter lyser. På et stort stykke hvidt. At forvandle dette rum. Var du nattens fortvivlede stilhed?

Markerne, du? Solens sind. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan trak du de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Vores.

I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mail i november. Nordlyset tøver i vores stemmer. Du siger noget om månen. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Har vi forskellige øjne?

De matte hemmeligheder inde i træet.

Kalken. Men mit sprog er ikke fjendtligt. For hvert lag af betydning i stenene. Oppe på bakken. Det dybeste af alt er huden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Der var noget som.

Jeg ved vi forsvandt. Et udadvendt rum, et favnende rum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Farvede ordene milde.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu skriver jeg igen på det stille. Var sætningerne et skred af betydning?

Jeg sejlede omkring på alt. Hvem var det, der skrev: Vi bliver verden.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan så mine drømme ud. Var du nattens fortvivlede stilhed?

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg ville gerne give dig mine. Du siger mit navn. Jeg har plads i min hud. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. For hvert lag af betydning i klipperne.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Du skrev et sår i min fremtid. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Nu skriver jeg igen på det stille. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne