Der var noget som.

Jeg ved vi forsvandt. Et udadvendt rum, et favnende rum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Farvede ordene milde.