Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. For hvert lag af betydning i klipperne.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Du skrev et sår i min fremtid. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Nu skriver jeg igen på det stille. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne