Glasdråbehænder. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg skriver dagen igang, stille. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Det generte i skriften. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Hvor længe havde du drevet i vinden? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bøgerne varslede en kommende tid.