Du mod de kommende kyster. Intimiteten, skriften.

Det tøj er min krop på min krop. Jeg hviskede ind i din drøm. Hvad tæller du? Sådan så mine drømme ud. De yderste kyster, en grøn sten. Ring til mig. Vigtigste. Du må ikke. Jeg hviskede ind i din drøm. Det er vinden gennem sivene. Regnen, vinden imellem dine læber. Søge ly i den flod. Vi har gardiner. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Skriv i dine læber.

Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg hviskede ind i din drøm. Når du rør mig er vi hinanden. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Alting bag alting. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Jeg tegnede din hud på alting. Jeg har skrevet et kort.

Svarede du? Og ord. Var dine drømme imellem læber? Var det skovene?

Det giver mening.

I mørket, diamanter, dine øjne. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Der var noget som gled med videre. Hver dag gled med mig videre. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Havde du fundet en grøn sten? Hvis jeg ville have dit blik. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Et udadvendt rum, et favnende rum. Regnen, vinden imellem dine læber. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Vi, gamle tanker om stilheden. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sådan noget. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Sætningerne er filtrede tråde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og en anden dag: Den sindssyge himmel. Nu skriver jeg igen på det stille. Sad jeg?

Vores. Og en anden nat: Når vores kroppe er hinanden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Svarede du?

Vi bliver verden. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Har vi øjne? Kan jeg skrive sådan?

Uforståelige sætninger. Var der virkelig ild et sted?

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Var det skovene? Min skrift er farvet af sig selv. Jeg lyttede til dit hjerte.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Men mit sprog er et landskab.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Du foldede dig ind i mine ord.

Jeg på din hud.

Mørket kaldte vi mørket. Sådan så mine drømme ud. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Du trak de yderste bjerge.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig er vi hinanden. Oppe på bakken. Du skrev ikke længere. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når jeg ser dig. Var du nattens fortvivlede stilhed? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Du lod himlen hvile. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Svarede du? Trak jeg de yderste bjerge? Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Sætningerne er en ørken. Notesbog. Beskydning. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Min ene pen er rød og den anden sort.

For hvert lag af betydning i klipperne. Du siger noget om solen.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Ikke glemme.

Vigtigste. Sandstorm. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. I den periode: udsigten, stilheden. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Uden grund. Du foldede dig ind i mine ord. For hvert lag af betydning i klipperne.

En flamme slog op af min hals.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Vidste du?

Et genert, et intimt rum. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Det er aldrig det hurtige blik. Der var noget som. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Hvad tæller du?

Den afklarede himmel. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vi bliver verden.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Kan jeg være? Sætningerne er et hav.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sammen lå vi og kortlagde: Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.