Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Var det skovene? Min skrift er farvet af sig selv. Jeg lyttede til dit hjerte.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Men mit sprog er et landskab.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Du foldede dig ind i mine ord.

Jeg på din hud.