Mørket kaldte vi mørket. Sådan så mine drømme ud. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Du trak de yderste bjerge.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig er vi hinanden. Oppe på bakken. Du skrev ikke længere. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når jeg ser dig. Var du nattens fortvivlede stilhed? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.