I mørket, diamanter, dine øjne. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Der var noget som gled med videre. Hver dag gled med mig videre. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Havde du fundet en grøn sten? Hvis jeg ville have dit blik. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Et udadvendt rum, et favnende rum. Regnen, vinden imellem dine læber. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Vi, gamle tanker om stilheden. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sådan noget. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Sætningerne er filtrede tråde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og en anden dag: Den sindssyge himmel. Nu skriver jeg igen på det stille. Sad jeg?