Jeg skrev mig vild i de dage.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Afsavn. Udsagn. Dagene. Ugerne. Vennerne. Oplæsning for intetheden. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ordene, små toppe af skum. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

At se dig. Tingene tøver. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der var noget som gled med videre. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Det dybeste af alt er huden? Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Sådan svarede du. Farvede ordene milde.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Du siger noget om månen. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Om andre lande, andre folk. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Sådan svarede du. En uro i kroppen. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Ikke var nice i provinsen.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.