Bussen skrev til dig.

Glemmes?

Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Træerne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Afsindighed. Udsalgsvarer. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men gjorde intet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Søge ly. Er du på den anden side? Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Rifterne, rifterne. Vi stod derinde. Vi har øjne. Sætninger. Jeg, jeg.

Jeg, ikke dig. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Og vi. Ring til mig. Sandet i mine tanker. Du trak de yderste bjerge. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg ved vi forsvandt.