Hvis jeg ville have dit blik. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag ordene. Afsindighed. Udsalgsvarer. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dine øjne. Dansende, legende, lyttende.

Det var ikke skovene. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Har vi øjne? Og ord.

Jeg skrev i en stråle af sol. Trak jeg de yderste bjerge?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg har skrevet et kort.

Men noget blev i de tomme haller.

Derinde bag bjergene. Sætningerne er en ørken. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Altid er det dette langsomme blik.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På havet.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.