Luften og jordens sange.

Bordet vipper.

Farvede et sår i dit første ord. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Der var en morgen, et stykke af himlen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var ikke markerne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Du må ikke.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Et genert, et intimt rum. Ikke floderne i ørerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er et landskab. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Vi har øjne.

Og vi vågnede. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At forvandle dette rum. Skovene.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.