Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvem var det, der skrev: Alting ligger bag alting. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Glemmes? Dette hurtige blik imod vandet.

Jeg er på den anden side. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Ikke floderne i ørerne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi er en samtale bag øjnene. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg lyttede til dit hjerte. Jeg skriver natten i gang, stille. Sætningerne er en ørken. Et genert, et intimt rum. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Du siger noget. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Sad jeg? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Stod imod, men skrev: intet. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Landet smuldrer, smuldrer. Der lå figner på jorden. Stjernekontinent. Brev i april. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Den bekymrede er ude af sig selv. Afsindighed. Udsalgsvarer. Gennem hullet i muren.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde l

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Dine diamanter lyser. Svarede du? Stolen jeg sad på knirkede i natten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Skriv i dine læber. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Hvad skal vi med den voldsomme? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Her er natten allerede langt bag mig. Jeg prøver dette tilfælde. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Men mit sprog er et landskab. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Farverne. Glasdråbehænder. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Det gør noget.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Afsindighed. Udsalgsvarer. Det generte i skriften.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Men noget blev i de tomme haller. At tale var blevet uoverskueligt.

Landet smuldrer, smuldrer. Du skrev et sår i min fremtid.